1. Bøn
Tak, gode Gud, at du greb ind i verdenshistorien, da du sendte din søn til os. Jesus, vær nær hos mig i dag og alle dage i mit liv! Lad mig lige nu se et glimt af din storhed.
2. Hvilepladsen
Joh. 19, 12-16
3. Betragtning
Pilatus bliver virkelig lagt under pres! Hvad skulle han vælge: pest eller kolera – lige meget hvad, ville han have det skidt med sit valg. Pilatus risikerede at blive et hoved kortere, hvis han frigav en, der gjorde oprør mod kejseren. Ypperstepræsterne gik også på kompromis med deres egen samvittighed og deres tro. En rettroende jøde har Gud til konge – ingen anden. Men nu satser de alt i deres hårdnakkede forsøg på at få Jesus dømt: ”Vi har ingen anden konge end kejseren.”
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Fordømmer jeg Pilatus og jøderne for deres fejhed? – Ville jeg selv kunne give køb på min tro og overbevisning i et svagt øjeblik?
5. Samtale på vejen
Herre, overbevis mig om det, der er sandt og rigtigt. Og hjælp mig til at handle efter den overbevisning, så jeg kan have en god samvittighed over for dig. Hjælp mig, så jeg heller ikke forsøger at manipulere med mine medmennesker.