El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Gud, luk dit ord op for mig, så det, jeg læser, ikke bare bliver døde bogstaver. Ånd på mig med din gode Hellige Ånd, så jeg bliver i stand til at høre, hvad du vil fortælle mig i dag.

2. Hvilepladsen

Joh. 19, 38-42

Kort efter henvendte Josef fra Arimatæa sig til Pilatus. Josef var en af Jesu disciple, men ikke åbenlyst, for han var bange for de jødiske ledere. Han bad om tilladelse til at tage Jesu lig ned, og det gav Pilatus ham lov til. Da han tog det ned, var Nikodemus også med. Det var ham, der var kommet til Jesus om natten. Han medbragte 30 kilo salve, en blanding af myrra og aloe. De to mænd svøbte Jesu lig ind i linnedklæder sammen med den vellugtende salve, sådan som det var skik ved en jødisk begravelse. Det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå i nærheden af en have, hvor der var en nyudhugget grav, som endnu aldrig var blevet brugt. Da de skulle skynde sig at blive færdige, inden sabbatten begyndte ved solnedgang, og da den grav lå i nærheden, lagde de ham i den.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Josef og Nikodemus havde begge siddet i Rådet og hørt på, hvordan man lagde planer om at slå Jesus ihjel. ”Alverden render jo efter ham!” sagde man i Rådet. Ypperstepræsterne og farisæerne havde været så bange for, at folket skulle tro på Jesus. Nu havde de endelig fået sat en effektiv stopper for alle hans tegn – troede de da. Der skulle mod til at bede Pilatus om Jesu legeme. For hvad ville de andre i Rådet ikke tænke, hvis de hørte om det? Indtil nu havde de to mænd ikke talt højt om deres tro på Jesus. Josef havde lavet en klippegrav til sig selv. Nu gav han den til Jesus. Mon han anede, at Jesus kun havde brug for at låne den i nogle få dage?

4. Udsigtspunktet

Aktion

Fortæl et andet menneske, hvad Jesus betyder for dig. Hellere i dag end i morgen!

5. Samtale på vejen

Jesus, jeg beder dig: Mind mig igen om, hvad din død betyder for mig. Og vis mig, hvor stort og vidunderligt det er, at du lever! Giv mig hver dag frimodighed til at være dig bekendt over for mine medmennesker.