El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Jesus. Jeg forstår det ikke helt, men må tro det – at når jeg tror på dig, så er jeg reddet. Det er så simpelt, men samtidig så svært. Hjælp mig til at have mine øjne fæstnet på dig, så du kommer til at præge mit liv. Ikke bare engang i fremtiden, men her og nu. Herre, lad mig opleve din frelse – her og nu.

2. Hvilepladsen

Johannesevangeliet 3, 14-17

"14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv."
16 Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17 Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Det sete afhænger af øjnene, der ser. Sådan er det også med Jesus. Hvad ser du, når du ser Jesus i øjnene? Ser du en taber? En, som ikke kunne fuldføre sit projekt? Eller ser du Ham, som af kærlighed til hvert enkelt menneske, hang på det kors? Ham, som af kærlighed til lige præcis dig hang der, og døde der. Ser du det, og tror du, det er sandt, så har også du reddet livet. Så er du sat fri – ikke bare i det liv, der ligger efter døden, men også her og nu.

4. Udsigtspunktet

Aktion

Rejs dig op og sig højt: ”Yes, jeg er reddet. Jeg er sat fri”, og lad så glæden og varmen fylde dine tanker, dit hjerte og din krop

5. Samtale på vejen

Luk dine øjne og åben dit indre øje, sindets øje, hjertets øje. Prøv med hjertets øje at fokusere på Jesus, som hænger på et kors. Prøv at få øjenkontakt med ham og fasthold så blikket. Bed om, at Gud vil åbne ikke bare hjertets øje, men selve hjertet.