El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Evige Gud.
Hvilket menneske skulle jeg vælge at lytte til
i stedet for dig først?
Hvilket menneske skulle jeg stole på
i stedet for at stole på dig først?
Du, som har udtænkt ethvert menneske.
Jeg lytter til dig, og jeg stoler på dig.
Min Gud.

I min trængsel råbte jeg til Herren, han svarede og førte mig ud i det åbne land (Sl.118).

2. Hvilepladsen

Joh. 9, 13-16

13 Så tog de manden, som havde været blind, med hen til farisæerne. 14 Da helbredelsen var foregået på en sabbat, 15 forhørte farisæerne ham om, hvordan han var kommet til at se. Han forklarede, hvordan Jesus havde smurt mudder på hans øjne og bedt ham vaske det af. Da han havde gjort det, kunne han se. 16 »Den mand er ikke sendt af Gud,« sagde nogle af farisæerne, »han overholder jo ikke sabbatten.« Men andre sagde: »Hvordan skulle en synder kunne gøre sådan et mirakel?« De var meget uenige om, hvad de skulle mene om Jesus.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Folk er i vildrede om, hvad de skal mene om denne Jesus.  Derfor tager de manden, som er blevet helbredt, med hen til farisæerne. De må kunne afgøre sagen. Han kommer i forhør og fortæller, hvad der er sket. Han optræder som et upartisk vidne og lægger ikke noget til og trækker ikke noget fra. Farisæerne er ikke tilfredse med at være vidner til et under. Som den religiøse autoritet i samfundet er det deres ansvar at dømme, hvad der er fra Gud, og hvad der er bedrag. Også hos farisæerne er der delte meninger om Jesus. Nogle anerkender, at Jesus må være fra Gud, men andre dømmer Ham for ikke at overholde sabbatten. En anden gang, hvor Jesus har helbredt på en sabbat, spørger Han: ”Er det tilladt at gøre godt på en sabbat?” Jesus selv handler, men dømmer ikke, og Han kalder mennesker til at gøre det samme. Jesus udfordrer enhver religiøs autoritet, som dømmer og undlader at handle.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Luk øjnene og forsøg at træde ind i den scene, hvor Jesus bliver korsfæstet. Lad hele din opmærksomhed være rettet mod Jesus på korset. Stå ikke og betragt på afstand, men gå tæt på, så du tydeligt kan se Jesu ansigtstræk. Se på denne mand og søg Hans blik. Vær stille og vent på, at Hans blik møder dit blik.

5. Samtale på vejen

Tiden stod stille, da dit blik mødte mit
Jesus.
Intet er fuldendt, kun du.
Intet er sandt, kun du.
Jeg ved det med hele min eksistens.
Mine øjne flakker omkring og farer vild,
men når jeg ser ind i dine øjne, er jeg kommet hjem

En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt (Sl.84).