El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Evige Gud.
Alle ting har deres begyndelse i dig.
Alle mennesker er skabt af dig.
Du havde mig i tankerne, før jeg var til
og før, noget menneske havde tænkt på mig.
Det er din vilje, at jeg er til.
Jeg kommer fra dig,
og jeg kommer til dig denne dag.
Min Gud.

Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion (Sl.84).

2. Hvilepladsen

Joh. 9, 8-12

8 Hans naboer og andre, der kendte ham som den blinde tigger, sagde: »Er det ikke ham, der sad og tiggede?«
9 »Jo, det må være ham,« mente nogle. Andre sagde: »Nej, det må være en, der ligner ham.« »Det er mig!« sagde manden. 10 »Hvordan er du kommet til at se?« spurgte folk. 11 »En mand ved navn Jesus lavede noget mudder og smurte det på mine øjne,« svarede han. »Og så sagde han, at jeg skulle gå hen og vaske det af i Shiloa-dammen. Da jeg havde gjort det, kunne jeg se.« 12 »Hvor er den mand henne nu?« spurgte folk. »Det ved jeg ikke,« svarede han.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Naboer og bekendte kan næsten ikke tro, hvad de ser. Den mand, som står overfor dem, er den samme mand, som før var blind, og som plejede at tigge. Han havde altid været kendt som ham, den blinde tigger, og nu er han pludselig blevet helbredt.  Han er slet ikke til at kende. Det er ikke blot det, at han er blevet seende. Der er ligesom noget nyt ved ham. Nogle kan ikke få det til at stemme og siger så: ”Det er ikke ham, men en, der ligner ham”. Somme tider er vores indøvede billeder af verden så sejlivede, at virkeligheden ikke kan trænge igennem - selv når vi står ansigt til ansigt med den. Det, vi står overfor, er for anderledes og for upassende, og vi kan være fristede til at afvise det nye, som trænger sig på. Manden, som er blevet helbredt, fortæller sin historie, og folk bliver interesseret i denne Jesus. Hvorfor? Fordi den mand, som er årsag til dette under, må være noget ganske særligt!

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Hvordan mon det opleves at have haft sin identitet i at være en blind tigger og pludselig få en ny identitet?
Hvilken betydning har det, at Gud kan erfares netop der, hvor du er?

5. Samtale på vejen

Jeg tænker på dig Jesus.
Der er noget mystisk ved din person.
Jeg kan ikke slippe dig.
Jeg tror på, at du ikke slipper mig.
Er du virkelig Gud?
Lever du, selvom du døde?
Har du virkelig magt her i min hverdag?
Jesus, du tiltaler mig,
og jeg er ikke færdig med at lære dig at kende.

Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte (Es.57).


Warning: Undefined variable $i in /var/www/el-camino.dk/public_html/wp-content/themes/elcamino/single-vandring.php on line 383