1. Bøn
Herre, tak, fordi du har talt og taler til os stadig. Vi lever af dit ord. Vi lever ved din søn.
2. Hvilepladsen
Johannesevangeliet 1, 1-5
I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt, hvad der er skabt, blev til ved det Ord. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskers Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.
3. Betragtning
Vore menneskelige ord er aldrig helt rene. Lyset siver ud af dem. Mørket sniger sig ind. Synden forplumrer og fordrejer. Vi har ikke liv i os selv, i vore egne ord. Kristus er det rene, perfekte Guds-ord. Alt det skabte er til og får nyt liv ved ham. Han er evigt værende - med Faderen og Ånden. Deres fællesskab er kilden til alt liv. Deres fællesskab er substans. Deres lys kan aldrig slukkes. Deres lys jager alt mørke på flugt.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Sæt dig i solen, hvis du har mulighed for det. Mærk, hvordan den varmer dig. Eller tænd et stearinlys og se, hvordan dets lys jager mørket omkring det væk. Lad det minde dig om, at Jesus er det ultimative Guds-lys. Sig langsomt til dig selv: ”Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys” (Mika 7,8). Gentag gerne flere gange.
5. Samtale på vejen
Jesus, tak, fordi du er lyset og livet. Tak, fordi jeg aldrig skal vandre i mørke, selvom det af og til kan føles sådan. Tak, fordi dit lys, dit liv, er det mest virkelige og grundlæggende i verden. Lad din Ånd overbevise mig om det, så mørket i og omkring mig bliver jaget på flugt, og jeg kan være oplyst og gennemvarm i dig.