El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Jesus. Du er værdig al ære og tak! Jeg kommer til dig i dag i forventning om, at du vil lægge dine hænder på mig og velsigne mig. Vil du ved din Helligånd åbne Ordet for mig, så jeg må forstå det og handle efter det.

 

2. Hvilepladsen

Lukasevangeliet 24, 50-53

Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, og de kom til stadighed i templet og priste Gud.


Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Disciplene fulgte Jesus. De forsøgte at se, høre og opfange alt det, han gjorde her på jorden - og i deres liv førte det til glæde og lovprisning. Igen og igen søgte de ham og fællesskabet med hinanden. Når du tror på Jesus, er du også hans discipel – i lære hos ham, og han ønsker også at velsigne dig!

 

4. Udsigtspunktet

Aktion

Knæl ned og mærk, hvordan Jesus lægger sine hænder på dig og velsigner dig. Prøv at lade dig fylde af glæde og taknemlighed over alt det, han har velsignet dig med.
Rejs dig, løft dine hænder og tak ham for alt, hvad han har gjort for dig. Sig det højt – eller syng en lovsang til ham.

 

5. Samtale på vejen

Brug Salme 100 som udgangspunkt for din bøn og lovprisning af Gud:

”Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
Tjen Herren under glædessang,
Træd frem for ham under jubel!
Forstå at Herren er Gud,
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk, og de får, han vogter.
Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!
For Herren er god,
hans trofasthed varer til evig tid,
hans troskab i slægt efter slægt.”