1. Bøn
Jesus, tak, fordi du er den ventede Messias som vi mennesker kan finde frelse i. Helligånd, ban her og nu en vej ind i mit hjerte, så jeg må høre, se og mærke hvad du vil mig.
2. Hvilepladsen
Mark 1,1-3
Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias. At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger. Der står jo skrevet: »Jeg vil sende min udsending foran dig. Han skal berede vejen for dig.« og: »Der lyder en stemme i ødemarken: ‘Ban vej for Herren! Gør vejen klar til hans komme!’«
3. Betragtning
Gud er den der forudsiger, planlægger og udfører. Det er på én gang forunderligt og overraskende at han bruger mennesker til at udføre sin plan - i dette tilfælde til at bane vejen for sin egen søn, som er klar til at gøre sit indtog på den jordiske scene. Det siger noget om Guds forhold til mennesket. Han bruger sine mest værdifulde skabninger til at bane vejen for ham, som er redningen for de selv samme mennesker.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Reflekter over de fem navne om ham som kommer:
- Jesus (betyder "Gud frelser")
- Guds Søn
- Messias (betyder "Den salvede")
- Frelseren
- Herren
5. Samtale på vejen
Tak Gud, fordi han vil mennesker.
Lovpris Jesus for den han er.
Bed Helligånden vise dig hvordan du kan bane vejen for Herren.