1. Bøn
Gud, du kender mit mørke. Du kender mine kampe, mine nederlag. Du kender mine ørken-vandringer i livet med dig. Du kender alt. Selvom jeg ikke altid mærker det, så sørger du for mig i højere grad, end jeg forstår og fatter det. Tak!
2. Hvilepladsen
Mark 1,12-13
Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Derude blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.
3. Betragtning
Jesus i kamp med Satan. Boksehandskerne er på, og Satan prøver med forskellige taktikker at slå Jesus i gulvet. 40 dage - 40 omgange med kampe, fristelser, farer, hvor et knock-out vil betyde menneskers endeligt. Jesus blev presset, men var aldrig rystet. Han havde paraderne oppe. Jesus klarer udfordringen. Satan forlader ringen. Håbet lever.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Sæt en taktik for, hvordan du i dag vil holde paraderne oppe, når Satan kommer og frister dig, og skriv det ned.
5. Samtale på vejen
Tal med Jesus om din taktik, og brug ham som sparringspartner dagen igennem, når Satan forsøger at slå dig i gulvet.