1. Bøn
Jesus, tak, fordi du har al magt i Himlen og på jorden. Tak, at du har magt over det onde, og at du har planer om en fremtid og lykke for mig. Hjælp mig til at forstå mere af, hvem du er.
2. Hvilepladsen
Mark 1,23-28
Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: »Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!« »Ti stille, og kom ud af ham,« befalede Jesus. Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham. De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: »Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!« Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.
3. Betragtning
Lad os få sat scenen: Et styk ond ånd versus Guds hellige Søn. En fuldstændig ulige kamp. Bookmakerne gider end ikke sætte odds her, for det er for urimeligt. På trods af at den onde ånd forsøger at gøre modstand, så har den mødt sin overmand i Jesus, der befaler over både Den Onde og det onde. Versene her giver et indblik i, hvilken Gud vi hører til. En Gud som har al magt - og som selv det onde må adlyde. Det er trygt at vide i en verden, hvor det onde kan synes at have overtaget. Gud har magten!
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Reflekter over, hvem Jesus er, og hvori trygheden ligger i lyset af følgende tre sætninger:
Jesus befaler - det onde adlyder
”Sikken en autoritet han har”
”Jeg ved, hvem du er - Du er Guds hellige Søn”
5. Samtale på vejen
Tal med Jesus om de ting i verden og i din hverdag, som gør dig bange og bekymret. Tak Ham for, at han har al magt. Bed ham om at vise sin magt konkret i dit liv, hvor du oplever frygt og bekymringer.
Warning: Undefined variable $i in /var/www/el-camino.dk/public_html/wp-content/themes/elcamino/single-vandring.php on line 383


