1. Bøn
Gud! Du lover os ikke et let liv når vi følger dig og bliver dine disciple. Men du lover os velsignelse! Tak for det! Og hjælp os til at få øje på den.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 10,28-30
»Hvad så med os?« spurgte Peter. »Vi har jo forladt alt for at følge dig.« Jesus svarede: »Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde - men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden.
3. Betragtning
Peter havde ikke i bogstavelig forstand forladt alt. Han havde ikke solgt sit hus og ikke ladet sig skille fra sin kone. Men han og de andre disciple havde stillet alt deres eget til rådighed for Gud, med de afsavn der kunne følge med det.
Jesus lover velsignelse til dem der følger ham. For eksempel fællesskab med andre troende = ny familie. Evigt liv i den kommende verden. Og så nævner Jesus her at der også kan blive tale om forfølgelse! En Jesu discipel er ikke lovet et let liv, men er lovet følgeskab i livet som det nu bliver.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Hvem kunne have glæde af at blive inviteret ind i fællesskabet af dig?
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om det som du møder af modstand fordi du bekender dig som kristen. Tak Gud for at han vil følges med dig i det og give dig nyt mod og ny frimodighed.