El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jesus, jeg beder for de syge – vil du helbrede, som du helbredte den spedalske mand. Hvis du vil, ved jeg du kan. Jesus ske din vilje, ikke min. Amen.

2. Hvilepladsen

Mark 1,40-42

En dag kom der en spedalsk mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. »Hvis du vil, kan du gøre mig rask!« sagde han. Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. »Det vil jeg!« sagde Jesus. »Bliv rask!« I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Den spedalske mand har virkelig forstået Jesus som den store helbreder. Manden tvivler ikke på, at Jesus kan helbrede, men han vil kun helbredes, hvis det er Guds vilje! Vi ved ikke altid, hvad der er bedst for os selv, fordi vi ser verden med slørede menneskebriller. Men Gud ved altid, hvad der er bedst for os, fordi han ser verden med klare guddommelige briller. Derfor er det trygt at bede: lad din vilje ske!

4. Udsigtspunktet

Aktion

Kan bøn gøre en forskel? ”Bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jak 5,16). Find i Salmebogens Bønnebog de bønner, der er skrevet til at bede under sygdom og bed for dig selv eller en, som er syg.

5. Samtale på vejen

Bed for dig selv eller sæt navnet på en, du kender, som er syg ind: ”Jeg beder dig om, at du vil lindre min sygdom og gøre mig rask, men er det din vilje at jeg fortsat skal ligge syg, så giv du mig tålmodighed til at bære det og tro til at også dette tjener mig og mine til gode”. (Fra Salmebogens Bønnebog).