El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jesus, du kender til at blive forladt. Tak at du aldrig forlader mig.

2. Hvilepladsen

Markusevangeliet 14,26-28

Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen, gik de ud mod Olivenbjerget. Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: »I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‘Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’ Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.«

 

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jesus kender mennesker bedre, end vi kender os selv. Han ser vore skrøbeligheder og svigt – uoverlagte såvel som bevidste ord og handlinger der ikke var af det gode. Alligevel glæder han sig til at møde såvel sine disciple dengang som os i dag. Hver eneste dag. Kommer du?

4. Udsigtspunktet

Meditation

Tre øjebliksbilleder:

a) Forestil dig at du går med ud til Olivenbjerget. At du hører brudstykker af samtaler.
b) Se dernæst for dig hvordan du på den mørke lørdag, hvor Gud ligger i graven, og verden er tom, tænker tilbage på de forvirrende begivenheder op til og under tilfangetagelsen og korsfæstelsen.
c) Forestil endelig at du ankommer til Galilæa og får øje på en lyslevende Jesus. Hvad vil du sige til ham?

5. Samtale på vejen

Fortsæt den samtale med Jesus der startede da du fik øje på ham i Galilæa.