1. Bøn
Gud, jeg vil høre dit ord og være i din nærhed. Jeg ved jeg har brug for dig. Tal til mig nu, lad dit ord slå rod i mig og giv mig frimodighed til at følge dig i dag.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 16,15-18
Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: »Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.«
3. Betragtning
Befaling, hele verden, alle mennesker! Det er en stor mundfuld og kan virke skræmmende. Men vi er fælles med alle andre disciple om det, og det handler om det gode budskab, om frelse. Om at blive sat fri fra alt det som tynger – både her i livet og i døden. Det har vi alle brug for. Og vores opmuntring til at følge Jesu befaling skal være at Jesus udviser os en enorm tillid. Han giver os sin fuldmagt og lader os handle på vegne af ham.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Hvordan vil du forvalte din fuldmagt i dag? Bestem dig for en person du vil forkynde for i dag gennem ord eller kærlig handling.
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om hvordan du kan følge Jesu befaling i dag, og bed om frimodighed til at forkynde det gode budskab.