1. Bøn
Tak Jesus, at du vil møde mig. Hjælp mig til at stå med åbne arme for dig.
2. Hvilepladsen
Mark 3,20-22
Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. Da hans familie hørte om det, kom de og prøvede at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden. Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: »Jesus står i ledtog med Satan, de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!«
3. Betragtning
Jesus er vendt hjem til Kapernaum. Her mødes han igen af mange mennesker. Også hans familie og en delegation af skriftlærte, som er kommet helt fra Jerusalem, er der. Familien prøver – sikkert i en god vilje – at få ham med, fordi de er bange for, at han er blevet helt manisk. De skriftlærde prøver også at få ham med, men dette er helt sikkert ikke i en god vilje. Jesu ord skabte mange reaktioner. Det kan det også gøre i vores verden i dag. Hvilken reaktion møder du?
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvordan reagerer du på mødet med Jesus? Hvordan reagerer dine omgivelser? Er der overensstemmelse mellem reaktionerne? Oplever du at nogle tager afstand til dit møde med Jesus?
5. Samtale på vejen
Herre, vor Gud!
Giv os nåde til at længes efter dig
af hele vort hjerte,
så vi, når vi længes efter dig,
må søge og finde dig;
Og når vi finder dig,
må elske dig;
Og når vi elsker dig,
må hade synden,
som skiller os fra dig,
for Jesus Kristi skyld.
(Bøn fra Salmebogen).