El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Gud. Tak for alt det gode du gør for mig. Hjælp mig til at kunne se alt det skønne i verden og i livet, som du har skabt bare for at glæde mig. Hjælp mig til at give det videre til andre.

2. Hvilepladsen

Markusevangeliet 4, 13-15

Jesus fortsatte: ”Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder? Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem.

 

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Selvom Jesus kan blive forundret over disciplenes (og vores) manglende evne til at forstå, hvad han siger, så viser han aldrig nogen bort. På samme måde som han tog imod disciplenes spørgsmål, vil han også tage imod dine, og han vil besvare dem. Intet spørgsmål eller forundring er for dum eller for lille, Jesus tager sig altid tid til lige præcis dig.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Har du spørgsmål til Jesus? Tør du stille dem til ham, eller er du bange for svaret?

5. Samtale på vejen

Kære Gud, fader og frelser. Lad mig altid vandre tæt med dig. Lad dine ord tage bolig i mig, og lad ikke Satan komme mig nær, men beskyt mig sådan, at jeg altid kan være dit barn.