El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jesus , du er min underfulde Herre og Gud. Din trofasthed varer til evig tid – tak! Jesus, lad mig på ny (eller måske for første gang) blive grebet og begejstret over din frelse – over alle dine gaver til mig.

2. Hvilepladsen

Markusevangeliet 7, 36-37

Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, for de var ude af sig selv af forundring. »Han kan ordne alt!« sagde folk til hinanden. »Han helbreder både de stumme og de døve.«

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jesus havde helbredt en mand. De der så det, blev grebet af forundring – af begejstring – af en uimodståelig trang til at fortælle om ham, der kan få de døve til at høre og de stumme til at tale. ”Han kan ordne alt…”. Måske har du engang oplevet en lignende begejstring over Jesus – over hans frelse, helbredelse, skaberværk eller noget helt andet – så du bare måtte fortælle om det. Måske har du ikke – eller kan ikke huske det: Så har du noget at glæde dig til.

Den første begejstring – den første kærlighed – bliver så nemt overdøvet. Bekymringer, hverdagens trivialitet, skuffelser. Men husk: Jesus er i dag den samme, som da du mødte ham første gang. Han er stadig den, der elsker dig. Han er stadig den, der frelser dig. Han er stadig den, der lægger planer for dig om lykke.

 

4. Udsigtspunktet

Meditation

Sæt dig godt til rette og fokuser på din vejrtrækning en lille tid – indtil du kan mærke at du slapper godt af.

Forestil dig at du sidder ved en flodbred og ser ned i vandet. Lad der dukke billeder frem i vandet: Minder, situationer fra dit liv med Gud. Ting, han har gjort for dig som gjorde dig glad. Hvad ser du?

Måske er der noget der forstyrrer billedet. Skuffelser. Frustrationer. Mistillid. Noget helt fjerde. Lad forstyrrelserne flyde væk med strømmen – den er Guds nåde.

Fokusér igen på billederne – se Guds gaver til dig – og se Ham som elsker dig.

5. Samtale på vejen

Tal med Gud om det som begejstrer dig ved ham. Eller tal med ham om hvordan det kan være at begejstringen er så langt væk.

Invitér ham til at tage del i denne del af dit liv. Bed ham om at hans kærlighed og trofasthed må fylde dig med en smittende begejstring.