El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jeg vil prise dig i alles påhør. For du er på de svages side, du forsvarer dem overfor deres fjender (Sl 109,30b-31). Herren er med mig, så jeg vil intet frygte. Hvad kan mennesker gøre mig? (Sl 118,6).

2. Hvilepladsen

Matt 10,28-31: Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede. Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det. Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Der er noget, som er værre end døden. Det er at dø uden Gud. Jesus siger altså: Frygt ikke – men frygt! Frygt ikke mennesker, som vil jer det ondt, og måske tilmed stræber jer efter livet. De kan ikke røre jeres sjæl, når den er i Guds hånd. Hvis I skal ære og frygte nogen, er det Gud.

Hvilken Gud skal vi frygte? Den Gud, som tæller hårene på vores hoved! Ham, som kender os fuldt ud og for hvem, vi har en uendelig stor værdi. Vær ikke bange.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Tænk på historier, du har hørt om forfulgte kristne. Forestil dig, at Gud løfter disse mennesker op og viser dem barmhjertighed. Hvordan føles Guds omsorg?

5. Samtale på vejen

Jesus. Mennesker i verden bliver forfulgt og tortureret, fordi de tror på dig. Lad dem mærke, du er nær.