1. Bøn
Kære Gud. Tak, for de mange jordiske gaver, du giver mig hver dag. Men allermest tak for den evige, uforgængelige gave i Jesus.
2. Hvilepladsen
Matt 19,23-26: Så sagde Jesus til disciplene: ”Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige”. Disciplene var dybt rystede. ”Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. Jesus så på dem og sagde: ”Det kan intet menneske opnå af sig selv men Gud kan gøre alt.”
3. Betragtning
Jesus ryster begrebet ”rigdom” og vender det på hovedet. Rigdom i Guds rige er at give afkald på alle jordiske privilegier. I bund og grund siger Jesus, at det er umuligt. Intet menneske kan klare at opgive alt af sig selv. Tankevækkende.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Der er én undtagelse, for Jesus er det eneste menneske, der har klaret at opgive alt. Jeg må give alle privilegier i mit liv til ham – hvad enten det er penge, tryghed, relationer, anerkendelse, godt helbred, indflydelse eller andet. Jesus er Guds udstrakte hånd til mig. Han er mit ægte privilegie.
5. Samtale på vejen
Når jeg er rig på nåden fra dig, Gud, kan der ikke tilføjes noget eller trækkes noget fra i mit liv. Summen af din kærlighed til mig er konstant. Derfor er jeg rig.