1. Bøn
Tak, fordi jeg ved hjælp af El-Camino.dk kan finde hjælp til at være stille sammen med dig, Far. Hjælp mig til i min hverdag at finde ro til bøn og samtale med dig.
2. Hvilepladsen
Matt 26,39-41: Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: »Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.« Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: »Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.«
3. Betragtning
Jesus gik alene hen for at bede, men han ønskede, at disciplen Peter og to andre disciple skulle holde sig vågne og være der sammen med ham. Men disciplene faldt i søvn ikke kun en gang, men to gange finder Jesus dem sovende. Jesus siger, vær vågen og bed, hvis I ikke skal bukke under for fristelsen.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Lav et opnåeligt mål for, hvordan du får lagt tid ind i din hverdag til at bede og være sammen med din Far i Himlen.
5. Samtale på vejen
Bed for dig selv, at du dagligt må finde ro og stilhed sammen med Gud.