El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Tak Jesus, fordi du vil kendes ved mig, selv om jeg gang på gang svigter dig. Tak, fordi du netop er synderes ven, og at du altid vil tilgive mig, når jeg kommer til dig.

2. Hvilepladsen

Matt 26,42-46: Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: »Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.« Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen. Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: »Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.«

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Igen i dag hører vi, at disciplene falder i søvn, hvor de skulle være vågne sammen med Jesus. For mig er der en stor trøst i at vide, at de mennesker, som Jesus har kaldet til at være ham nær, er ganske almindelige mennesker, som dig og mig, og Jesus kaldte dem stadig for sine disciple. Jesus ville kendes ved dem, selv om de svigtede. Jesus måtte være helt alene og selv sige til sin Far: Din vilje ske.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Tænk over, hvordan du i dit liv svigter Jesus. Tal med Jesus om det.

5. Samtale på vejen

Tak Jesus for, at du også må være hans discipel, selv om du svigter ham.