El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jesus, jeg takker dig, fordi du er verdens lys. Skin på mig, så jeg kan reflektere dit lys til fortvivlede og fortabte.

2. Hvilepladsen

Matt 5,14-16: I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk. Man tænder jo ikke en lampe for at skjule den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så den kan lyse for alle i huset. På samme måde skal I lade det lys, I har fået, skinne for folk, så de kan se, at det, I gør, er prisværdigt, og så de kan give jeres Far i Himlen ære.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jeg husker en episode fra mit første besøg i Israel. Jeg stod ved Genesaret Sø og kiggede på alle lysene. Så kom Torben Mathiesen hen til mig; pegede på en by og sagde: ”Jeg tror, Jesus tænkte på den bjerglandsby, da han sammenlignede disciplene med en by på et bjerg”.

Hver gang jeg ser en lysende bjerglandsby ved Genesaret Sø tænker jeg på, at Jesus gør sine disciple til verdens lys.

4. Udsigtspunktet

Aktion

Vi kender udtrykket: At få lys over noget! Pludselig forstår vi, hvad det handler om. Jeg var 19 år, da jeg fik lys over det med Jesus. Det skete, da en prædikant gennem sine ord kastede lys ind over evangeliet.

Vi kan også være lys gennem det, vi gør. Det kan være meget jordnært at være et lys på bjerget. Fx kan du invitere nogle til middag!

5. Samtale på vejen

Jesus, jeg vil endnu engang bede denne bøn: Lys på mig, så jeg i ord og gerning kan reflektere dit lys til fortvivlede og fortabte.