El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gode Gud Helligånd! Jeg beder dig om, at du vil åbne dit ord for mit hjerte og mit hjerte for dit ord, så det, jeg læser, må blive til tro, liv og glæde. Amen.

2. Hvilepladsen

Matt 6,1-4: Pas på jeres motiver, så I ikke gør gode gerninger, for at andre skal lægge mærke

til jer. Så mister I nemlig den belønning, der kommer fra jeres Far i Himlen. Når du giver en gave til en, der er i nød, så vær ikke som de selvretfærdige, der plejer at udbasunere deres gode gerninger i synagoger og på gadehjørner, for at folk skal rose dem. Det siger jeg jer: De har allerede fået deres belønning. Nej, når du gør en god gerning, så gør det i al stilhed. Lad ikke den venstre hånd vide, hvad den højre gør. Så vil du få løn af din himmelske Far, for han ser det, som er skjult for alle andre.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jesus taler til os, som tror på ham. Og det er tydeligt, at han forventer, at vi gør gode gerninger. I dag er den gode gerning at give gaver. At give af det, man har til dem, som ikke har. Men Jesus advarer også. For vores gaver kan blive et forsøg på at vinde menneskers applaus i stedet for at ære Gud. Og så bliver gaven mest af alt en gave … til os selv.

4. Udsigtspunktet

Aktion

Overvej, hvordan du bruger det, du har. Bruger du det kun på dig selv - eller næsten kun på dig selv? Eller giver du også gaver til andre: Fattige mennesker eller organisationer, som gør en forskel? Hvis du ikke er god til at give, så vælg i dag gavmildheden og del ud af dine penge, dine evner og din tid.

5. Samtale på vejen

Gavmilde Gud! Jeg takker dig for alle dine mange gaver til mig. Og jeg beder om, at du vil smitte mig med din gavmildhed, så jeg rundhåndet deler ud til dem, der har brug for min hjælp, og mine gaver på den måde må give mennesker et glimt af dig. Amen.