1. Bøn
Gode Gud Helligånd! Jeg beder dig om, at du vil åbne dit ord for mit hjerte og mit hjerte for dit ord, så det, jeg læser, må blive til tro, liv og glæde. Amen.
2. Hvilepladsen
Matt 6,7-8: Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det.
3. Betragtning
Bøn handler ikke om at sige så meget som muligt. Bøn er ikke nødvendigvis mange ord. Bøn er ikke tomt plapreri. Men bøn er ærlige ord, som vores tanker og dit hjerte kan være med i. Gud er Far og vil gerne møde os sådan, som vi er, og sådan som vi har det. Helt ærligt!
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Én har engang sagt: Lær din mund at sige det, som er i dit hjerte. Prøv lige at mærke efter. Hvad eller hvem fylder i dit hjerte eller dine tanker? Og sæt så dine egne, ærlige ord på netop det i din bøn til Gud. Gør det gerne nu. Og gør det gerne til en vane i din bøn.
5. Samtale på vejen
Himmelske Far. Tak, fordi jeg må komme til dig, som jeg er! Mind mig om, at du ønsker ærligt fællesskab med mig. Amen.