El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Tak, Jesus, at du ved, hvad jeg rettelig bør bede om, inden jeg selv når at formulere det. Tak for, at du altid lytter til mig. Hjælp mig, gode Helligånd, at bede din bøn.

2. Hvilepladsen

Matt 7,8-11: For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på. Hvis et barn beder sine forældre om et stykke brød, så får det vel ikke en sten? Eller hvis barnet beder om en fisk, så får det vel ikke en slange? Når I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, skulle så ikke jeres himmelske Far give gode gaver til dem, der beder ham om det?

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud er vores Far og giver altid gode gaver til sine børn. De grimme og mislykkede ting i vore liv kommer ikke fra vores Far i himlen. De er en konsekvens af synden i menneskers liv. Ingen mennesker er fuldkomne, og der vil altid være ondskab på jorden. Men husk på, at Gud er en kærlig Far, der vil fuldkomme sit værk i os, når vi skal være sammen med Ham i evigheden.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Gud hører altid din bøn og vil dig alt godt! Måske føler du dig ikke lyttet til, men vid, at Guds nærvær ikke er afhængig af dine følelser. Jesus er der, uanset om du kan føle eller se noget, også midt i tomheden og ensomheden og modgangen. Han kender dine prøvelser og din afmagt, da Han selv har været afmægtig og har råbt fra korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

5. Samtale på vejen

Kære Gud. Du kender min magtesløshed og svaghed. Se i nåde til mig og vær mig barmhjertig!