El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Herre. Tak, fordi jeg trods min synd og mine mangler hver dag må vågne op som et frit menneske, elsket af dig. Amen.

2. Hvilepladsen

Matt 9,10-13: Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre »syndere« var inviteret med. Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: »Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?« Jesus hørte det og svarede: »Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’ Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‘frelste’ jo ikke, at de har brug for!«

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Toldere og syndere blev normalt mødt med foragt og fordømmelse og var dermed en isoleret samfundsgruppe. Men intet af dette møder de hos Jesus. Farisæerne som selv oplever sig retfærdige, forstår ikke Jesu adfærd. Men Jesus irettesætter dem. Jesus kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Hvem er du? Syg eller rask? Retfærdig eller synder? Tolder eller farisæer?

5. Samtale på vejen

Tak Gud for, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige men syndere, og at dette betyder, at der intet kræves af dig. Bed ham om at hjælpe dig til at vise samme barmhjertighed over for andre, som du selv oplever i mødet med Jesus.