El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Åbn mine ører og mit hjerte for det, du vil sige til mig nu, Gud.

2. Hvilepladsen

Peters første brev 1,13-15

Altså skal I tænke jer godt om og holde hovedet koldt. Hold fast i forventningen om den herlighed, I vil få del i, når Jesus Kristus kommer igen. Hold fast ved jeres lydighed mod Gud, så I ikke bliver presset tilbage til den egoistiske og syndige levevis, I havde før i tiden, da I ikke kendte Jesus. Nu skal I leve et rent og helligt liv ligesom Gud, der kaldte jer, er hellig.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud kalder dig til at leve et helligt liv. Jesus har gjort dig ny, men verden trækker stadig i dit gamle syndige jeg og lokker dig med fristelser og syndige måder at leve livet på. Peter minder os her om at holde målet for øje, holde hovedet koldt og tænke os om. Ikke lade verden lokke os. Hvorfor? Fordi vi lever i forventningen om at få del i Guds herlighed, når Jesus kommer igen. Derfor skal vi leve et liv til Guds ære – fordi vi kender Ham, fordi vi er gjort nye i Kristus, og fordi vi ikke kun lever her og nu, men har en forventning om et evigt liv sammen med Gud.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Hvad betyder det at leve et helligt liv?

Hvad betyder det for dit eget liv og for de mennesker du omgiver dig med?

Hvordan vil du konkret følge Guds kald til at leve helligt i dag? Er der noget du vil gøre/fravælge at gøre?

5. Samtale på vejen

Bed Gud om hjælp til at bekæmpe dit gamle, syndige jeg. Bed Gud vise dig, hvordan Han ønsker, du skal leve. Bed om tilgivelse for de punkter i dit liv, hvor du ved, at du svigter Gud og mennesker. Bed om, at Gud vil føre dig ind i lyset og ind i et helligt liv.