El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Hellige Gud, hjælp mig til at høre dit ord til mig i dag.

2. Hvilepladsen

Peters første brev 1,16-17

Der står jo skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«

Gud, som I tilhører og kalder jeres Far, dømmer nemlig ikke mennesker efter deres status og meninger, men efter deres handlinger. Lev derfor i ærefrygt for ham under jeres kortvarige ophold her på jorden.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Vi er gode til at lade som om, at Gud ikke forventer noget af os. Vi bilder os selv ind, at Gud er tilfreds med vores færden her på jorden. Vi lever stilfærdigt her. Så er det vel godt nok? Nej, står der i dagens tekst. Gud forventer noget af dig! Han har købt dig fri til at leve et helligt liv, og Han ved, hvilke evner du besidder. Gud ser alt det, du fik gjort, og alt det du ikke fik gjort. Vi svigter desværre alle, men Gud er nådig og kærlig og vil altid tilgive, når vi kommer til Ham. Men at være frelst af nåden alene, er ikke det samme som en fritagelse for ansvar. Lev livet bedst muligt, mens du er her! Gud har udstyret dig fuldt ud til det. Elsk mennesker. Handl i kærlighed. Tilgiv. Efterlign Jesus.

4. Udsigtspunktet

Aktion

Hvordan kan du i dag bedst muligt efterligne Jesus? Ved at tilgive et menneske, der har såret dig? Ved at bruge tid med et menneske, der har brug for at blive set? Ved at gå i forbøn for et menneske eller et sted i verden, der har brug for Guds nærvær og lægedom? Så gør det! Vis verden og mennesker omkring dig, hvor godt Guds rige er.

5. Samtale på vejen

Bed Gud hjælpe dig til at elske mennesker i ord og handling. Bed om styrke og tålmodighed til også at gøre det, når det er svært. Lad Gud vise dig vejen i stilhed og bøn. Tak Gud for de mennesker, Han har sat på din vej.