El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Gud. Du ved, hvem jeg er, du kender mine synder. Tak, at du lod din søn dø på korset for mine synder.

Kære Gud, du glemmer mig ikke, selv om jeg glemmer dig gang på gang. Tak Gud, at du vil mig - på trods af mine synder.

Jeg beder dig hjælpe mig med at åbne mine øjne og mit hjerte, så jeg tør søge dig nu.

2. Hvilepladsen

Peters første brev 3,18b-20a

Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden. Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring, og han forkyndte budskabet for dem. Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud er tålmodig. Først brokker vi os over, at det er hårdt at være os, så har vi for få penge, og så er der også lige den her bøn, han SKAL svare på. Hver dag er en udfordring for os, fordi vi så nemt går imod Gud vilje og ønske for os. Sandheden er, at det er synden, vores menneskelige begær, der holder os væk fra det nære fællesskab med Gud. Folkene på Noas tid og mange omkring os i vores hverdag fornægter dette. Gud venter også tålmodigt på dem. Jesu åndelige skikkelse opsøgte dem, der havde benægtet Gud, mens de levede. Gud glemte dem ikke.

Gud sendte sin søn for at give os mulighed for at være i fællesskab med ham. Dette må vi også hvile i nu i dag, især når vi tænker på dem, vi kender, som ikke ønsker fællesskabet med ham nu. Gud glemmer dem ikke, selvom de glemmer ham eller ikke ønsker ham.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Gud glemmer ikke, og hans tålmodighed er stor! Hvem ville ellers, ved sine fulde fem, sige ”Jeg elsker dig, uanset hvor meget du gør for at undgå mig, viser mistillid til mig og prøver at skjule tingene for mig”? Han opgiver ikke dig eller dem, som ikke ønsker ham.

Gud glemmer ikke mennesker - glemmer du Gud? Hvad holder dig væk fra det tætte fællesskab med ham?

5. Samtale på vejen

Tal med Gud om, hvad der holder dig væk fra ham, og bed ham om hjælp til at se det.  Snak med ham om de mennesker, du kender, som ikke ønsker at være sammen med ham. Tak Gud for at han, på trods af alt det, du fejler i, elsker og ønsker dig.