2. Hvilepladsen
Rom 12,12: Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede.
3. Betragtning
Det er i det hele taget svært at være udholdende – også i bønnen. Men vi får lov til at bede, og bede. Uden ophør. Det samme igen, og igen. Bare ”blive ved”.Gud bliver ikke træt af os. Han er ikke fjern. Han glemmer os ikke, heller ikke når vi glemmer at bede. Men han ønsker, at vi hele tiden lægger hinanden frem for ham i bøn. For på den måde viser vi også omsorg for hinanden og hjælper hinanden i svære tider. Vi bærer med i på hinandens byrder.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Lav en bedeliste – så bliver det nemmere at være udholdende og huske hinanden i forbøn.
5. Samtale på vejen
I Salmebogen er der mange bønner – også for syge. Du kan bede dem alene, men også sammen med din syge eller døende ven. Fx denne bøn fra side 893:
Herre og Frelser,
sygdom og smerter overvælder mig.
Mit hjerte er fuldt af uro.
Mine tanker er forvirrede i min store angst.
Jeg ser ingen udvej.
Døden gør mig bange.
Fra det dybe råber jeg til dig.
Giv mit hjerte fred.
Gør mig rede til at tage imod, hvad du sender,
hvad enten det bliver liv eller død.
Hold mig fast i dine hænder.
Hos dig er jeg tryg.