El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Tak for alle de mennesker, du har sat på min vej. Jeg bekender, Gud, at jeg ofte ser på mennesker ud fra deres status, udseende og penge. Gud, gør du mig bedre til at glemme det og i stedet se mennesket bag, så jeg kan glæde mig med de glade og græde med de grædende. Og giv du mig dit hjerte, så jeg kan tilgive dem, som gør mig ondt.

2. Hvilepladsen

Romerbrevet 12,14-16

Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem. Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jeg stræber ofte i mit liv efter en bedre social status - gennem uddannelse, position, penge og venner. Men denne tekst siger, at jeg skal vende det hele på hovedet. Gud ønsker, jeg skal være der for den handicappede, for den hjemløse og for ham uden venner. Hvor god er jeg til det?

Og de som forfølger mig, de som har været med til at mobbe mig, de som har udnyttet mig – dem skal jeg også vise godhed. Velsigne dem, bede for dem, tilgive dem. Det er en kæmpe udfordring.

Gud ønsker i bund og grund, at vi skal se mennesket, som han gør – som hans børn, som han elsker. Måske vi derigennem kan vise dem Gud?

4. Udsigtspunktet

Aktion

Gud har i dag givet os en udfordring, vi konkret kan følge. Bed for en person, som har voldt dig ondt for nyligt eller før i tiden.

5. Samtale på vejen

Glæd jer med de glade og græd med de grædende – tal med Gud om, hvordan du har det med dette. Bed Gud om hjælp til at se bort fra social status, så du kan se mennesket bagved, som Gud selv ser det. Og bed Gud om hjælp til at tilgive dem, du egentlig helst vil forbande.