Romerbrevet 4, 16-19

Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under Toraen, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: »Du skal blive far til mange folkeslag.« Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans gamle kone, Sara, havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud.

Det virkede fuldstændig usandsynligt for Abraham, at han skulle kunne få børn. Både han og hustruen Sara var ikke bare midaldrende; de var gamle. Alligevel troede Abraham på Herrens løfte, selvom det virkede usandsynligt i menneskelig forstand. Dét er tro!