El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kristus,
utrættelig søger og finder du dem,
som leder efter dig,
og som tror sig langt borte fra dig.
Gør os rede til hvert øjeblik
at overgive vor ånd i dine hænder.
Mens vi stadig leder efter dig,
har du allerede fundet os.
Hvor fattig vor bøn end er, hører du os
langt mere, end vi kan forestille os eller tro.

Bøn fra DDS

2. Hvilepladsen

Salme 57, 2-4

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig, for jeg tyer til dig i min nød. Jeg søger ly under dine vinger, indtil stormen er drevet over. Jeg råber til den almægtige Gud, for han fører mig igennem til sejr. Han sender mig hjælp fra Himlen, han frelser mig fra alle mine fjender. Han er trofast og god imod mig.

3. Betragtning

Jeg tror ofte, at jeg kan klare al ting selv. Men pludselig ramler det for mig - og jeg kan ikke overskue konsekvenserne. Gud, lær mig at finde ind til dig. Lær mig at overgive mit liv - og hverdagens opgaver - til dig, før det ramler. Lær mig at søge dig først!

4. Udsigtspunktet

Aktion

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt. 6, 33).

Hvordan søger du Guds rige og hans retfærdighed i praksis?

5. Samtale på vejen

Når mit super-ego krakelerer, er du der, Gud. Dit super-ego er ægte og konstant. Åh, Herre. Lad mig blive bedre til at kaste hele mit liv over til dig, som kan bære det. Tak Herre, at du kan rumme mig - præcis som jeg er.