El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Tak, Gud, fordi det ikke handler om at stræbe højest eller være vigtigst eller mest betydningsfuld i dit rige. Tak fordi der i dit rige gælder en omvendt logik. I dit rige æres den hjælpeløse og fortvivlede som kongebørn.

2. Hvilepladsen

Salmernes Bog 113,5-8

Ingen når på højde med Herren, vor Gud, han sidder på sin trone i Himlen. Han må bøje sig frem for at kigge ned på himmelrummet og jorden. Han løfter de hjælpeløse op fra støvet, han giver de fortvivlede nyt mod. Han ærer dem som kongebørn, bænker dem på hæderspladsen.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud er ikke en fjern, ophøjet og uopnåelig Gud. Han bøjer sig til mig og rækker sin hånd ud til den hjælpeløse og fortabte. Han bøjede sig så langt at han blev en af os. Han kan forstå vores lidelse, vores smerte og sult, fordi han selv har oplevet den.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Gud har besøgt os. Vi har ikke en fjern og distanceret Gud, men en Gud der er nær. Han har besøgt os. Hvad betyder det for dig i dag?

5. Samtale på vejen

Læs denne salme som et udtryk for at der altid er håb at få hos Jesus:

 

Endnu er gunst at få

for knuste hjerters råben,

endnu er Gud at nå,

endnu er Himlen åben.

Hvor er der godt hos Gud!

Kom, hjerte, snart, og tag

mod nådens søde bud:

i dag, i dag, i dag!

(Den Danske Salmebog, nr. 592)

 

Tak Gud fordi han er der for dig i dag. Tak Gud fordi vi kan møde ham.