El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gud lad mig finde hvile og tryghed i din nærhed.
Tak at du giver mig vand fra den evige kilde.
Amen.

 

 

2. Hvilepladsen

Salmernes Bog 23,1-4

Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han leder mig til grønne enge, og fører mig til det friske vand. Han redder mig, når jeg gør fejl, og viser mig de rette stier, for han er en god og trofast Gud. Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud leder mig og sørger altid for mig i alting.

Foran mig er en vej, jeg ikke kender
En sti hvorom i dag jeg intet ved
Jeg aner ikke hvad i morgen hænder
om dagen bringer kampe eller fred
Men et jeg ved: Mit liv er i Guds hænder
Og Gud er evig kærlighed
(Emil Larsen)

4. Udsigtspunktet

Meditation

Luk øjnene og forestil dig, at du sidder i Guds store varme arme, og at han taler til dig:

Kære ven
Hvil nu
Lad livet ligge lidt
og læn dig ind til mig

Jeg har ord
du aldrig har hørt før
tanker du ikke har tænkt
kærlighed
du aldrig har kendt

Jeg har noget
som kun jeg kan give
og kun du tage imod
Kære ven
hvil nu
lad mig leve
gennem dig
Kære ven, hvil nu

5. Samtale på vejen

Bed Gud om at han må lade dig tage sin hvile med dig ud i hverdagen. Bed Gud om at han må leve gennem dig.