El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jeg vil åbne mit hjertes port for dig, Jesus. Du skal være min Herre og konge. Kom og tag din plads – nu i adventstiden og julen, ja i hele mit liv.

2. Hvilepladsen

Sl 24,7-10: Luk de ældgamle døre vidt op, gør plads i byens indgangsport, så den almægtige Konge kan komme ind. Hvem er den almægtige Konge? Det er Herren, som er stærk og mægtig. Det er Herren, som vinder enhver kamp. Luk de ældgamle døre vidt op, gør plads i byens indgangsport, så den almægtige Konge kan komme ind. Hvem er den almægtige Konge? Det er Herren, som styrer alt. Han er den almægtige Konge.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

De gamle døre går lidt trægt i hængslerne. ”Luk op, luk op” lyder råbet, ”så den almægtige Konge, kan komme ind”. Hvad mon der sker, når den stærke og mægtige, han, som vinder enhver kamp, kommer ind i byen – ind i kirken, ind i dit og mit hjerte? Hvad vil han forandre på, hvad bringer han med sig?

4. Udsigtspunktet

Aktion

Tænd det første lys i adventskransen og sig højt eller syng: ”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus drag dog ind til mig. Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se.”

5. Samtale på vejen

Tal med Jesus om dine forventninger til ham – denne advent og jul, denne dag og i dit liv fremover. Lyt efter hans svar.