1. Bøn
Kære Far. Lad mig sidde lidt hos dig. Åbn mine øjne, mine ører og mit hjerte for det, du vil vise mig i dag.
2. Hvilepladsen
Tredje Johannesbrev 1,5-8
Det er et udtryk for din trofasthed, kære ven, at du tager dig af de venner, der er på gennemrejse, endda selvom du slet ikke kender dem.
De har fortalt menigheden her om din kærlige omsorg for dem. Du gør også vel i at hjælpe dem videre på en måde, der er Gud værdig.
De rejser jo i Navnets tjeneste og tager ikke imod gaver eller underhold fra dem, der ikke kender ham.
3. Betragtning
Det vigtige er ikke, om vi kender de mennesker, vi tager os af og hjælper. Som kristne er vi dele af samme fællesskab, lemmer på den samme krop. Vi er forbundet gennem troen på Jesus som hele verdens frelser. Derfor er de andres arbejde også vores. Ved at vi tager os af hinanden og viser omsorg for hinanden, arbejder vi i fællesskab for det samme. For sandheden.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Se på alle kristne i dine nære omgivelser - og alle kristne spredt over kloden. Mærk glæden ved at være en del af dette store fællesskab. Mærk styrken ved at vide, I arbejder for den samme herre.
5. Samtale på vejen
Bed Gud om, at han må styrke fællesskabet og omsorgen mellem dig og alle de, der arbejder for hans sandhed, også selv om de kan føles både tæt på og langt fra dit eget liv.